søndag den 16. februar 2014

Destination: Thailand

Så er vi ankommet til Thailand efter en rigtig lang tur fra Nepal på omkring 29 timer. Puha! Vi overlevede heldigvis, da vi fulgtes med et par af de piger, der skulle til Cambodja.
 
Da vi ankom til Hat Yai blev vi hentet af en fra Dalaa, vores organisation og to andre volontører, som også skulle på to dages introkursus sammen med os. Det viste sig, at Nikita fra Frankrig skulle ud til samme projekt som os, så det var ret fedt.Introdagene gik med en del sprogundervisning, kulturundervisning og sightseeing i Hat Yai. Sidste fredag ved 14-tiden blev vi kørt ud til vores placering, hvor der var to andre volontører, Felix fra Tyskland og Sayuri fra Japan. Vi er alle omtrent samme alder, så det er vildt hyggeligt. Udover det, er Susanne fra Sverige også volontør, men hun bor hos en hostfamily, da hun er en del ældre end os.
 
Fredag aften blev der holdt welcomeparty for os nye volontører i byens mødested Salaa, som er lige ved siden af vores hytter. Der kom omkring 30 personer fra hele landsbyen, som hver især havde en ret med. Da vi havde siddet og spist på gulvet (som de gør i Thailand), præsenterede vi os selv på thai.Herefter stemte landsbyen om, hvad vores nye thainavn skulle være og de diskuterede om jeg enten skulle hedde orkidé eller appelsin/orange på thai. De fleste stemte for appelsin/orange, fordi at jeg var meget sød og sexy (det er en appelsin åbenbart her?), så nu hedder jeg altså 'P Som, hvor 'P betyder søster og Som appelsin/orange.
 
Morgenen efter var en fridag, hvor vi bare blev vist lidt rundt i landsbyen, slappede af og lærte hinanden bedre at kende. Om aftenen skulle vi til møde i en nærliggende landsby, fordi at vi skulle være med til at bygge nogle nye volontørhytte der. Så hele søndag blev brugt på workcamp, hvor vi piger lavede mad og byggede taget til hytterne ud af palmeblade og vi lærte en masse volontører fra Taiwan, Korea og andre asiatiske lande at kende.Vi deltog igen i workcampen torsdag, som var sidste dag og derfor var der ikke rigtig så meget at lave, men vi hyggede os alligevel og har fået nogle nye bekendtskaber.
 
Mandag til onsdag har jeg været på 3 forskellige skoler og undervist i engelsk, hvilket var ret sjovt at prøve. Børnene er ikke vildt gode til engelsk, men de prøver alt hvad de kan og er så søde.
 
Her i weekenden har vi været en tur på cykel til en større by, La Ngu, 12 km uden for Kok Payom. Det blev lidt mere en 12 km, da vi også lige ville cykle til en anden by, for at bestille billetter og hotel til vores weekendtur til Koh Lipe næste weekend - jaaa! Det endte altså med at vi kørte 40 km, var afsted i 7 timer og er blevet godt solbrændte
 
Derudover spiser vi heletiden. Når vi går en tur i nabolaget bliver vi heletiden budt på thaispecialiteter og alt muligt andet sjovt mad og drikke. Næste uge har vi fået lov til at komme hen og lave med med nogle af kvinderne fra landsbyen, så det bliver spændende at se, hvordan rigtig thaimad laves. Vi spiser faktisk også sticky rice og kylling med hænderne til morgenmad, hvilket er ret underligt, men meget sjovt Vi bor som sagt ved landsbyens mødested i nogle fine træhytter på pæle lige ud til søen. Det er så skønt og vi har det rigtig dejligt og glæder os til 3 måneder i disse smukke omgivelser. Det bliver især godt, når vi endelig kan begynde at tale lidt mere thai (selvom vi allerede kan en smule).
 
Det var alt for nu og der går desværre nok noget tid før jeg opdaterer igen, da vi ikke har noget net. Håber I har det godt i Danmark!
 
 
 












 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar